Gottlieb Daimler opfinder lastbilen og lægger dermed en af grundstenene til den rasende udvikling i det 20. århundrede. Hvor jernbanenettet ikke slår til, og hestevognen ikke flytter tilstrækkeligt store mængder, træder lastbilen nu ind i billedet. Gottlieb Daimler og Carl Benz ser behovet og udnytter chancen: Transportens tidsalder ser dagens lys.
En idé præger verden.
1896: Den første motoriserede lastbil.
Hele fire hestekræfter baseret på en liters slagvolumen, remtræk, enkle friktionsbremser, hjul med jerndæk og en stadigvæk karetpræget opbygning: Køretøjet får ganske vist navnet Phoenix, men i første omgang stiger Gottlieb Daimlers opfindelse ikke just op af asken som en anden fugl Føniks. Og dog: Grundstenen er lagt, og lastbilen har set dagens lys. Den første aftager findes i England. Til driften kræver man dér hele tre mand: To til at føre køretøjet, og én til at løbe foran med et rødt flag.
I mellemtiden helliger Carl Benz sig den såkaldte “leverancevogn” – i dag kaldet “transporter”. Det første fremstillede køretøj – med enkeltcylindermotor (5 hk), gearkasse med tre gear og en lasteevne på 300 kg – blev leveret til Frankrig, eller nærmere bestemt til et varehus i Paris.
Premiere for de tunge Benz‑lastbiler.
Fra år 1900 inkluderer også Carl Benz lastbiler i sit program. En enkeltcylindermotor med 6 hk er konstrueret til en nyttelast på 1.250 kg, til 2,5 t‑modellen anvendes en enkeltcylindermotor med 10 hk og til 5 t‑modellen en tocylindret contra‑motor med hele 14 hk. Typisk for Benz‑lastbilerne er kædetrækket, mens Daimler i første omgang satser på remtrækket.
SAG bliver til Benz.
Fra 1905 kommer endnu en spiller på markedet, nemlig Süddeutsche Automobilfabrik GmbH – forkortet SAG, der primært koncentrerer sig om lastbilsforretningen. Kun få år senere involverer Benz & Cie. sig i virksomheden, som de til sidst helt overtager. Et lykketræf, for Benz’ egen fabrik i Mannheim er for overbelastet til, at der kan fremstilles lastbiler i større målestok. Omdannet til “Benz‑Werke Gaggenau” er det tidligere SAG‑produktionssted i dag verdens ældste lastbilsfabrik og stadigvæk en vigtig komponent i Mercedes‑Benz’ lastbilsproduktion.
1926
Sammen fra nu af:
Daimler‑Benz AG.
Produktionen vokser, og konkurrencen er stor: I 1926 forener Daimler‑Motoren‑Gesellschaft og Benz & Cie. kræfter og danner Daimler‑Benz AG. Året inden fremstilede de to parter sammenlagt mere end 6.000 lastbiler og beskæftigede 15.000 medarbejdere på fabrikkerne i Mannheim, Gaggenau, Untertürkheim, Berlin‑Marienfelde og Sindelfingen.
Rent optisk besegles fusionen med et nyt varemærke: Daimlers Mercedes‑stjerne forbindes med Benz’ laurbærkrans.
Diesel slår igennem.
Fra 1923 vækker dieselmotorerne fra Benz & Cie stor opmærksomhed. Dog slår de først igennem, da Robert Bosch i 1927 får gjort sin indsprøjtningspumpe klar til serieproduktion. Dieselmotorens sejrsgang er nu ikke til at stoppe: Den bliver standard i de tunge lastbiler som f.eks. Mercedes‑Benz L 5 og i det lette segment i Lo 2000. Sidstnævnte opnår stor afsætning, og helt fra det fjerntliggende Kina løber der bestillinger ind.
1949
Bundsolid – L 3250.
Efter 2. verdenskrig kører bilproduktionen i slæbende tempo. Den første nye model lanceres af Daimler‑Benz i 1949. Og det bliver en fuldtræffer. Det sørger eksempelvis den nye dieselmotor OM 312 for. Ydelsesstærk og økonomisk og med en suveræn kørekultur. Fra 1954 fås den også med turboladning.
Enkelt, men solidt konstrueret imødekom L 3250 tidens behov. Og en bestemt funktion kom den endog tidligere med end de fleste personbiler: Et varmesystem.
1957
“Tusindbens‑modellen” LP 333.
I 1958 medfører ny tysk lovgivning drastiske begrænsninger for lastbilerne med hensyn til vægt og mål. Med 16 t‑modellen LP 333 har Mercedes‑Benz allerede et passende modsvar parat. Trimmet til maksimal lasteevne etablerer den såkaldte “tusindbens‑model” princippet med frembygget førerhus. De to styrede foraksler, en suveræn dæmpning, en drastisk forbedret styrekomfort, enkeltskive‑tørkobling og den første standardmæssige motorbremse – med undtagelse af støjen fra motoren direkte ved siden af sæderne er LP 333 simpelthen “state of the art”.
1959
Lastbilerne med kort hjelm erobrer verden.
Stort set ingen lastbilstyper har haft så stor succes så længe som lastbilerne med kort hjelm fra Mercedes‑Benz: Ekstremt robuste og med høj lasteevne, høj kørekomfort og moderne teknik som f.eks. en synkroniseret 5‑trins gearkasse erobrer de det tyske marked og lidt efter lidt også resten af verden. Den sidste kører først af båndet midt i 1990’erne på fabrikken i Wörth! En næsten mageløs succes, og selv den dag i dag gør disse køretøjer et godt stykke arbejde rundt om i verden.
Fotos: Daimler AG