Her er kaktusserne højere end lastbilen

Serie: 4-Xtremes – The World Tour

Her er kaktusserne højere end lastbilen

Andrea og Mike kører i deres Axor på Ruta 40 i retning mod den chilenske grænse.

Hej RoadStars! Denne gang fortæller vi fra den nordøstlige del af Ruta 40 i Argentina.

Vores første stop er ved resterne af den største præcolombianske bosættelse i landet – Quilmes-ruinerne i Tucumán-provinsen. Man kan vandre på bjergskråningerne på en smal sti på det 2300 m høje Alto del Rey og få en vidunderlig udsigt over den hellige by. Stigningen er ikke vanskelig, men den tørre ørkenluft forvandler den korte vandretur til en mindre udfordring. Vi overnatter på gæsteparkeringen, og om morgenen får vi besøg af de lamaer, der holder til på stedet.

Syv meter høje kaktusser

Det, der gør landskabet specielt her, er de kæmpestore kaktusser. For at få en fornemmelse af størrelsesforholdet parkerer vi vores Axor ved siden af en syv meter høj kaktus! Vi sætter stor pris på vores stop i de små landsbyer langs ruten. Vi foretager vores madindkøb på markederne, de såkaldte "mercados centrales", og nyder de friskbagte empanadas.

Via støvede veje

Derefter kører vi tilbage til den legendariske Ruta 40 igen. Denne strækning i provinsen Salta er stadig uberørt natur, så vi kommer igen til at sætte pris på den enorme kapacitet i luftfilteret i vores Axor. Her hvirvles der, selv ved svag vind, nemlig en masse støv op, som vi ikke vil have ind i motoren. Vi kører mod nord og stikker snuden mod Paso de Jama, det nordligst beliggende grænsepas mellem Chile og Argentina. Men for at komme ind i Atacama-regionen skal vi først krydse Andesbjergene – det er knap 2000 m opad op til 4830 m, og så nedad igen! Dele af ruten går meget stejlt opad, så vi tager os god tid og overnatter i den sidste landsby i knap 3900 meters højde, inden vi næste dag rejser ind i Chile.

Hvad er det højeste punkt, I nogensinde har krydset? Det kunne vi godt tænke os at høre om i kommentarerne!

4-Xtremes – The World Tour.

Siden juni 2020 har Andrea og Mike Kammermann været på farten i deres ekspeditionsudstyrede Axor. Det schweiziske ægtepar har besøgt store dele af Europa, fra det nordligste punkt i Norge til De Kanariske Øer, og de har også taget en afstikker til Tunesien. Og den tilbagelagte distance er: 83.000 kilometer!

Som følge af pandemien har det ikke været muligt at besøge fjernere mål – før nu: Nu er Andrea og Mike i gang med at udforske Sydamerika. Følg med, og se, hvordan det går videre! Det er nu anden gang, schweizerne er undervejs i deres Axor. Allerede i 2018 og 2019 rejste de gennem mere end 20 lande og tilbagelagde godt 47.000 kilometer.

4-Xtremes – del 83: Her er kaktusserne højere end lastbilen
4-Xtremes – del 83: Her er kaktusserne højere end lastbilen

Billeder og video: 4-Xtremes