212 tons, 8 kilometer, 5 km/t. Det sidste korte stykke af en tung transport kan ofte være det sværeste – det er godt, at den svenske virksomhed Jinert kan stole på sine Actros på op til 250 tons til dette formål.
Kæmpe i sneglefart.
Der gik seks måneders planlægning forud for turen fra Gröndal til Bredäng. Det afgørende spørgsmål var: Hvor losser man de transformatorer, der er fremstillet i Italien og kommer til Stockholm med skib? I en by omgivet af vand og havne lyder det som en nem opgave. Men det var langt fra tilfældet. I jagten på en rute med tilstrækkelig plads til den 212 tons tunge transport med en frihøjde på 5,50 meter blev alle havne, kajer og bådpladser undersøgt.
Valget faldt i sidste ende på Västerås. Her kunne lasten løftes fra skibet på pontonkranen Lodbrok og slæbes videre gennem Mälaren til Gröndal, en forstad til Stockholm. Herfra gik det ad landevejen til Bredäng. Det var nødvendigt at undersøge, om underjordiske strukturer, broer og andre ting kunne klare transporten.
“Denne Mercedes er det bedste køretøj, jeg nogensinde har haft – den er simpelthen enestående.”
Siden transporten startede i Gröndal har Jinerts “heavy duty division” været klar. Jinert fra Hässleholm er et af Sveriges største kranfirmaer med ekstra speciale i vanskelige, store og tunge transporter.
Strækningen fra Gröndal til transformerstationen i Bredäng går gennem boligområder. Færdselstavler og skilte blev fjernet for at give mulighed for fri passage. Der skulle i alt lægges 90 køreplader langs den otte kilometer lange vejstrækning for at forstærke kørebanen.
14 aksler, 30 meter lang.
For at sikre, at vægten blev fordelt så skånsomt som muligt, blev transformatoren læsset på en 14‑akslet anhænger. Hele vogntoget måler 30 meter. Til projektet i Stockholm er Jinert på stedet med to Actros på op til 250 tons. En af dem er ved at aflevere den enorme last ved dens destination. Køretøjet er udstyret med fire aksler, turbo retarder‑kobling og et kølesystem bagi. “Jeg har kørt lastbil i 26 år og specialtransport i 14 år. Denne Mercedes er det bedste køretøj, jeg nogensinde har haft – den er simpelthen enestående”, siger chauffør Jörgen Frykholm.
“Egentlig klarer en Actros det også helt alene, men ved problemer af denne type er det altid bedre at have ekstra meget plads til at manøvrere på.”
Luc Pagès fra byens administration var involveret i beregningen af ruten. Han virker rolig – alt er gennemregnet og kontrolleret flere gange. Stille og roligt giver han ordren: “Den skal lige bakke lidt længere, kajen dér er ikke rigtig bygget til den slags last.” Kranen løfter nu transformatoren og fører den hen over træhegnet til traileren. Da den til sidst står, hvor den skal, kan man høre et stort bifald fra publikum. Omkring 100 tilskuere har samlet sig langs vejen. En time senere er lasten sikret, og vogntoget kører af sted. Turen går i sneglefart gennem den sovende forstad.
Ved Trekanten‑søen fører vejen stejlt opad under omfartsvejen Essingeleden. En trækstang forbinder trækkøretøjet med en anden fireakslet Actros – det giver dobbelt så mange kræfter på stigningen.
De er nået frem. Transformatoren er aflæsset, og Frykholm glæder sig til sin varme seng. Snart skal den anden af de tre transformatorer samme vej.
Fotos: Johann Marklund
www.jinert.se